Medie: Rengøringsfirma udløser sikkerhedsbrud i ministerier
Ifølge B.T. har firmaet Rengoering.com, der har vundet en stribe rengøringskontrakter med det offentlige, stået bag "sikkerhedsbrud". Blandt andet har der i Justitsministeriet været tale om manglende sikkerhedsgodkendelser.
B.T. skriver, at selskabet har rengøringskontrakter hos blandt andre Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Østre Landsret. På firmaets hjemmeside er også Københavns og Jammerbugt kommuner nævnt som kunder.
Men de ansatte har i flere tilfælde fået adgang uden at være sikkerhedsgodkendt. B.T. beskriver tilfælde i både Justitsministeriet og hos Udlændingestyrelsen.
Kontrakt opsagt
På Christiansborg har - ifølge B.T. - en ansat kvindes mand udført arbejdet ved at bruge hendes adgangskort. Sagerne, der også inkluderer brug af ulovlig arbejdskraft, har ifølge B.T. fået Økonomistyrelsen til at opsige en større kontrakt med Rengoering.com.
- Økonomistyrelsen arbejder lige nu på også at bringe de underliggende leveringsaftaler med Rengoering.com til ophør. Økonomistyrelsen bistår desuden de enkelte institutioner med at finde en god og hurtig løsning i overgangsperioden til en ny leverandør, skriver Økonomistyrelsen til B.T.
Vagtservice tidligere opsagt
Det er ikke første gang, der har været problemer med sikkerheden i de ydelser, som ministerierne har købt. I efteråret 2021 kom det frem, at en kontrakt om vagtydelser hos Vagtservice Danmark var blevet opsagt, idet der havde været alvorlige sikkerhedsproblemer.
Mediet Altinget kunne fortælle, at flere personer havde arbejdet som vagter i ministerierne, selv om de ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt af PET. Altingets informationer viste, at en vagt fik afvist sin sikkerhedsgodkendelse allerede i 2020, men alligevel havde vagter i foråret 2021.
På det tidspunkt blev det beskrevet som et "alvorligt sikkerhedsbrud" i Justitsministeriet.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.